Tiden i øjeblikket er for de fleste ikke som den plejer. Vi har ikke på samme måde mulighed for at tage ud og lave alt det vi plejer at fylde vores hverdag ud med. Når du sidder derhjemme, kan det måske hurtigt virke som om, at du har set alt på Netflix, og at den forårsrengøring du havde sat dig i hovedet ikke trækker i helt så stor stil, som du håbede den ville gøre. Vi har derfor samlet en liste til dig med ting du kan lave, mens du er derhjemme!

 

1. Lav god mad

I dagligdagen kan det være svært at finde tiden til at forsøge dig som chefkok i dit eget køkken og udforske nye retter – faktisk har de fleste familier omkring 10 standardretter, som de altid laver i hverdagen, og det kan godt blive lidt kedeligt, ikke? Men nu kan du gå på opdagelse på det evigt åbne og uudtømmelige internet efter blogs og opskrifter du kan inspireres af! Eksempelvis kan du lave vafler, da det er vaffeldag den 25. marts! 

2.  Lær at strikke

En god og tæt strik af uld er for de fleste nordboere uundværligt om vinteren, men skal du have en god sweater af ordentlig kvalitet kan det hurtigt blive en dyr affære. Hvad med at bruge tiden på at lære dig selv at strikke? Hvis du starter nu, kan du måske endda nå at lære dig selv at lave nye vanter eller en islandsk sweater

3. Øv dig på et andet sprog

Der er mange fordele ved at lære et nyt sprog! Du får en ny måde at tænke på, du får mulighed for at fordybe dig i en ny kultur, du kan få et helt nyt netværk og meget mere! Hvis du planlægger på at tage af sted som norjdobber, kommer du sikkert til at møde nye mennesker, der taler et andet nordisk sprog – så brug tiden hjemme på at lære dig selv nordiske ord og fraser, så har du en fordel når du skal afsted! Du kan bruge forskellige apps såsom duolingo eller lave din egen quiz med inspiration fra vores miniguide. Skriv de ord du gerne vil lære på et stykke papir, og det oversatte ord på den anden side, så er du klar til at teste dig selv!

4. Vær din egen bartender

Rundt omkring i Norden har flere lande valgt at lukke barer og restauranter ned, og beboere er blevet anbefalet at holde afstand, hvilket gør det svært for dig at komme ud og få lækre drinks over weekenden. Men flere gode drinks kan du heldigvis lave helt selv både med og uden alkohol! Det giver god øvelse til når du kan ses med vennerne igen, for det giver altså ofte plus i bogen, hvis man kan lave en fejlfri cosmopolitan! Du kan igen finde meget inspiration på internettet! Skal det være med et nordisk twist, kan du eksempelvis lave drinks med akvavit

5. Ryd ud i dine ting

Den nordiske stil er kendt over hele verden for sin enkelthed og rene linjer – men når du kigger rundt i dit eget nordiske hjem, kan det måske tænkes, at dine skuffer og skabe ikke er helt så minimalistiske som de kunne være? I en travl hverdag er det ikke sikkert, at tøjet altid bliver sorteret og lagt ordentligt sammen, eller at skuffen med alt fra plastre til gamle breve bliver ryddet ud i – men det har du muligheden for at gøre nu! Det er måske ikke den sjoveste aktivitet, men bor du sammen med nogen, kan du få dem til at hjælpe til, eller bare være en del af hyggen. I kan jo med fordel lave en nordisk drink til! Bor du alene, kan du gøre brug af råd nr. 9

6. Dyrk motion

Da vi for tiden skal holde afstand til hinanden, kan det være svært at få dyrket den sædvanlige motion, og det kan gå ud over humør og energi. Men med lidt fantasi og kreativitet kan du hurtigt få lavet stuen til dit eget lille motionscenter. Du kan eksempelvis kigge her for inspiration.

7. Læs bøger eller se nordiske serier 

Selvfølgelig kan du også fordybe dig i en ny serie, en god bog eller en film! Det kan være ultimativ afslapning at forsvinde ind i et andet univers for en stund. Mangler du inspiration til, hvad du skal give dig i kast med, kan du bruge vores liste over nordiske film, bøger og TV-serier. Der er med garanti noget for alle! 

8. Lav et vision board

Hvad ser du dig selv lave om fem år? Hvilke steder SKAL du besøge før du dør? Hvilken stil ønsker du at udtrykke? Find dine blade og aviser frem og begynd at klippe klistre! Du kan få mange kreative timer til at gå med at lave dit personlige vision board – og måske du kan hænge det op derhjemme, så du kan se på det hver dag!

9. Facetimehygge

Alenetid kan være skønt, men på et tidspunkt kan det også være, at du får lyst til at tale med familie og venner om de ting du har lavet hjemme, eller høre om deres dagligdag. Det kan også være, at du har måttet aflyse planer for at holde den nødvendige afstand til andre. Men selvom i ikke kan ses fysisk, kan i stadig se hinanden og tale sammen! Lav et hyggeligt hjørne til dig selv – tænd stearinlys, find dit yndlingstæppe frem og sæt dine yndlingssnacks og drinks på bordet. Så er du klar til at Facetime dem du kender og få opfyldt dine sociale behov! Et godt råd er at aftale på forhånd, at i skal tale sammen, så dem du ringer til også har mulighed for at gøre det hyggeligt for dem selv – så er det næsten som at være fysisk sammen om et lækkert måltid eller et godt glas vin.

 

Denne websiden bruker informasjonskapsler. Ved å fortsette samtykker du i at vi kan sette cookies i din nettleser.