Følgende artikel blev publiceret i Nordjobbmagasinet i 1989.

Hun undskyldte meget at spinderokken stod fremme, det var jo søndag. Så rejste hun sig fra sin plads foran det gamle sorte komfur, hvorfra hun havde udsigt til fjeldet og gik besværligt ind i stuen. Hun lod sig langsomt glide ned på sofaen, rettede lidt på kjolen og sjalet og begyndte at fortælle.

Rundt om hende sat nordjobbere og følte os som sat 100 år tilbage i tiden. Vi var på denne vores sidste nordjobbtur til Sandoy. Meget havde vi oplevet i disse måneder på Færøerne; set ikke så få fjelde, fugle, får og fisk men intet som dette.

Hun fortalte os om huset, som hendes far for 110 år siden havde bygget af en tømmerlast fra en skib der forliste nord for Klaksvík. Hendes søn havde fornylig sat det i stand med ny beklædning, men det til trods virkede intet som forandret indendøre.

Her lå små fåreskind på gulvet, en tradition der stadig holdes i hævd i mange færøske hjem. Her var små, korte senge, en masse gamle sort/hvide familiebilleder og aviser helt tilbage fra 2. verdenskrig. Men fremfor alt var der den varme og gæstfrihed, som man møder overalt på Færøerne.

Hun kunne også mere hårrejsende beretninger, som den om Husfruen fra Húsavik, som for 600 år siden havde haft en stor gård, netop her hvor vi nu sad og om hvem der fortælles, at hun begravede sin tjenestepige og hendes uægte barn levende.

Vi gik ud af de små, lidt mørke rum overbevist om at dette ikke var nogen helt almindelig dag. Ikke alene strålede solen fra en næsten skyfri himmel — det var også den sidste weekend, inden vi skulle drage hjem til vores respektive nordiske lande.

Det hele startede egentlig om lørdagen, hvor vi som sædvanligt var "liftet" til Tórshavn. Herfra skulle vi videre med færgen til Sandoy.

De sidste indkøb var blevet foretaget i Tórshavns moderne indkøbscenter SMS og de sidste hjemrejsebilletter var sikret. Der er vel næppe noget andet land, hvor man efter 10 minutters rejse kan lægge hovedstaden bag sig.

Vi sejlede fra Tórshavn til Sandoy en tur på en times tid. Skibet vuggede blidt på bølgerne, mens vinden bed lidt i vores kinder. Vi sad på dækket og så tågen smyge sig rundt om øerne på denne mystiske måde, der er helt specielt for Færøerne.

Enkelte steder dukkede et fjeld eller en klippe frem for siden at forsvinde i tågedisen igen. Vi var på vej til Unn's (vores Nordjobb-konsulents) sommerhus.

Sur sild

Der midt i Sandur lå huset let genkendelig på den orange kælderdør. Et typisk færøsk hus i klare farver og med mange men meget små rum.

Selvfølgelig kunne vi 9 nordjobbere klemme os sammen her, hvor der i Unn's mors barndom havde boet 12 børn.

En kop kaffe af selveste madam blå gjorde godt — brygget på et gammelt men vel-holdt kul — og tørv fyret støbejernskomfur.

Det kan vel bedst sammenlignes med det muntre køkken, når 4 forskellige madhold forsøger at lave mad på et komfur samtidigt. Mad fik vi ihvertfald og siden gik snakken.

Livet på fiskefabrikken i Fuglafjørdur og bondegårdene i Famarå og Tórshavn blev endevendt. På hvor mange måder kan man f.eks. slå sig fordærvet på en fiskefabrik, eller hvorfor skal køerne have navne, når de alligevel ikke kommer, når man kalder.

Vi uddelte ivrigt af vores erfaringer fra 2 mdr. liv og arbejde på Færøerne og berettede glædeligt om vores hjemlandes særheder.

Jovist spiser svenskerne sur sild, danskerne rød pølse og finnerne drikker af vodkaflasken, så at det næsten kan måle sig med færingernes kikken i snapseflasken.

Lykken

Selv om vi havde stifet bekendtskab med forskelligartede nordiske livsholdninger, skulle vi blive endnu klogere på en livsstil, der for os ligger langt tilbage i tiden.

Vi skulle opdage at man faktisk kan leve som for 100 år siden og være gammel og lykkelig.

Hun rettede på tørklædet, smilende og pegede på en tegning på væggen.

Jeg ser ikke altid så sur ud sagde hun på en måde, der forsikrede os om hvor meget hun stadig nød og værdsatte livet. Nu så hun lidt træt ud, det var nok på tide at gå.

Vi lå nede på stranden. Det sorte sand løb igennem tæerne og marehalmen kildrede i næsen. Vi lå og tænkte på fremtiden, på hvad de to sidste måneder havde lært os, ja de sidste timer hos den gamle dame i Húsavik.

Det vigtigaste vi havde lært, var nok fæ-ringernes leveregel nr. et — hvad vi ikke når i dag, det når vi nok imorgen.

Birgitte Finneman Bruun
Nordjobber på Færøerne