Dette er en fortælling fra 1989, der er blevet genudgivet i anledning af Nordjobbs 40-årsjubilæum.

I den driftige bygd Fuglaljørður ca. 70 km fra Torshavn finder vi Søren Fur, 21 år og nordjobber. Søren havde egentlig søgt Nordjobb allerede sidste år på Island, men havde fået afslag. Da han så gik arbejdsløs i vinter kom idéen tilbage.

Denne gang søgte han job på Færøerne og var indstillet på at tage, hvad der bod sig. Forventningerne var ikke de store, men heldet var med ham. Han fik job fra mid­ten af maj til 1. september hos en silketryk­ker i Fuglaljørdur.

Det er ikke tilfældigt, at Søren havnede hos en silketrykker. Han har nemlig i Dan­mark gået på teknisk skole og siden stået i lære i 1/2 år som silketrykker. Da halvdelen af læretiden var udstået, sprang han imid­lertid fra.

Der var for mange giftige dampe for­bundet med jobbet, siger Søren. Jeg ville ikke have et så giftigt job hele livet, men for en kortere periode gør det vel ikke noget...

...siger Søren, mens han tar noget der nærmest ligner en rumdragt på. Det er selvfølgelig en beskyttelsedragt, der bruges når væven skal renses for svær­te. Søren arbejder nu i et lille familie foretagende, hvor det et knap så mekaniseret, som man er vant til hjemmefra.

Udover ejeren, Franklin, der som så mange andre her oppe er skolelærer, der hjælper til iblandt. Franklin er selvlært og har trykkeriet i sin egen villa. På loftet er der indrettet trykket i til trykning af t-shirts, imens det i kælderen bliver trykt stadionskilte. Søren har ansvaret for den forholdsvis nye afdeling med vejskilte, der har til huse midt i byen lige ned til forden.

Ved første syn vil man ikke tro, at der kan være noget værksted i de vakkelvorne, containerlignende bygninger — en tidligere grillbar — som udgør Sørens arbejdsplads. Bygværket står i største kontrast til de store, dyre og avancerede maskiner indendøre. Den skrappe lugt og del store rodede bord lader ane, at her bestilles der noget.

Afvekslende

Søren går som oftest rundt alene hernede og han bestemmer selv sin arbejdstid, så længe han bare er der 8 timer om dagen. Arbejdet er meget afvekslende og er meget mere end bare at trykke skiltene.

Den ene dag skal der saves plader, hvor­på refleksfoliet skal klæbes, mens han den næste dag skal igang med hammer og skruetrækker for at sætte skiltene op. Det sidste skal Søren nemlig også sørge for og det bringer ham således lidt rundt på øerne. Desuden bistår han, som faglært, Franklin med råd og vejledning.

Jeg trives godt med arbejdet, for det er som alt andet heroppe ikke så hektisk, for­tæller Søren og ruller en cigaret med sine fingre, der er helt blå af maling. Men de fleste snakker færøsk til mig og vil helst ikke snakke dansk. Så det mærkes tydeligt, at man er udlænding. Men det har selvfølgelig den fordel, at jeg nu næsten forstår færøsk.

Bare fem minutters gang fra værkstedet har Søren lejet et værelse af Franklins mor. Han deler køkken og bad med tre andre udlændinge og det fungerer fint.

Det er langt dyrere end i Danmark, men bolignøden heroppe gør at de kan tage hvilken som helst pris for leje. Mangelen på arbejdskraft er stor herop­pe, men problemet er at skaffe boliger.

Søren synes derfor det er fint med Nord­jobb, der både har skaffet kontakt med ar­bejdsgiver og bolig.

Lærte at kende landet

Søren kendte ikke meget til Færøerne da han tog herop. I Danmark havde han for et år siden gået på højskole og læst bl.a. nordisk mytologi. Da en lærer siden kom med ansøgningsskemaer til Nordjobb, greb han chancen for at komme ud og opleve de spændende sagaøers land på nærmeste hold.

Da det ikke lykkedes med Island blev det næste gang Færøerne. Han kastede sig straks over Færingesagaen, der fortæller om kristendommens blodige indførsel på øerne og det var så alt han vidste om Færøerne på det tidspunkt.

Den færøske gæstfrihed har nu imidlertid lært Søren en del mere om Færøerne.

Jeg kender snart alle Franklins venner og familie og når de tager på turne er de flinke til at tage mig med og så får jeg bare fri fra jobbet.

Han har således været i Klaksvík til byfest med både kaproning, dans og godt med øl og snaps og i denne uge skal han ud med en fisker for at sætte langline.
Selv har Søren også rejst rundt bl.a. i en uge, hvor han havde ferie fra jobbet. Da gik turen til det smukke Saksun og Eiði.

Regnen slog på teltdugen, så at vi måtte råbe til hinanden for at kunne hore noget...

...fortæller Søren, der forrige glæder sig til at komme hjem og springe ud i skoven, istedet for bestandig at vandre mellem sten og græs.

Med fragtskib

Turen hjem skal ligesom turen herop foregå med fragtskib, Det er en lang tur med 54 timer på havet, men det hører også med til en af de oplevelser, der er forbun­det med et ophold på Færøerne at for­nemme hvor langt ude på det åbne hav men er.

Det eneste dårlige minde Søren vil tage med sig hjem er smagen af det vindtørrede fårekød "skerpikjøt" og hvalkød.

Det smager jo som en blandning mel­lem gammel tang och bildæk. Nej så vil jeg hellere have nogle friske jordbær.

Næste sommer bliver jeg i Danmark og spiser friske jordbær og nyopgravede kartofler, slutter Søren. Han er ellers ble­vet tilbudt at fortsætte i jobbet som silket­rykker et år endnu, men har sagt pænt nej tak. Selv om han trives i den fredelige fjeld­verden, vil han tilbage til Danmark. Men han udelukker dog absolut ikke, at han en dag vender tilbage.

Foto: Arne Licens: CC-BY-SA-3.0